Solcellerne på Skårup Kultur- og Idrætscenter forsyner nu landsbyen med grøn strøm
Har du lagt mærke til de nye solceller på taget af Skårup Kultur- og Idrætscenter?
De er opsat af Skårups Bæredygtige Energifællesskab (SBE) i oktober 2025 – og de producerer nu grøn strøm til hele landsbyen.
Når solen skinner på taget af Skårup Kultur- og Idrætscenter, bliver strålerne nu omdannet til grøn energi til hele Skårup. Den strøm, som anlægget producerer, fordeles gennem SBE mellem de lokale andelshavere – både private husstande og institutioner som skolen og plejehjemmet.
Solcelleanlægget er det første, som ejes direkte af energifællesskabet, og det markerer et vigtigt skridt mod en fremtid, hvor mere af Skårups elforbrug dækkes af lokalt produceret, vedvarende energi.
Anlægget er på 50 kWp, hvilket svarer til cirka 8-9 husstandes årlige elforbrug. Sammen med de andre vedvarende energikilder i SBE, som solceller og vindmøller, er de et vigtigt bidrag til at dække Skårups elforbrug.
Solcelleanlægget er finansieret med støtte fra Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond (SEAF), som har doneret kr. 100.000,- til etableringen af solcellerne. Derudover har Fonden for Fynske Bank og Merkur Klimafond støtte solcellerne med henholdsvis kr. 50.000,- og kr. 35.000,-.
Fra november i år kan flere borgere i 5881 Skårup blive en del af energifællesskabet og få deres strøm fra blandt andet solcellernes på SKIs tag.
Skriv dig op til SBEs nyhedsbrev, så får du besked om hvordan man melder sig ind som andelshaver.
kom og vær med
Vi tænker bæredygtigt
Bliv andelshaver i dag og oplev, hvordan du både kan få personlige fordele og samtidig gøre en positiv forskel for miljøet. Som andelshaver får du ikke kun indflydelse på beslutningerne, men du er også med til at støtte bæredygtige initiativer.